Historiens vinde på Berings Ø

Det hele starter en gang i 1993 lige efter Sovjetunionens sammenbrud: En russisk delegation kommer til Danmark, for at føre samtaler om miljøsamarbejde mellem Rusland og Danmark.

Min udlægning af samtalerne og hele optakten til at jeg kom til Berings Ø er måske ikke helt korrekt gengivet i alle detaljer, men udkommet af delegationens møde i Danmark er korrekt gengivet. Som mange andre historier bliver denne måske også lidt bedre med tiden.

Hvor er egentlig Berings Ø ?

Efter lange samtaler og forhandlinger mellem russerne og de danske repræsentanter, blev der afholdt en middag med delegationerne og den daværende miljøminister, Svend Auken. Stemningen ved middagen blev meget opløftet, godt hjulpet af den russiske skik med at holde mange skåltaler. Det er en rigtig god undskyldning for at bunde vodka glas så store som Arffmann´s sennepsglas.

Ved en sen skåltale, giver russerne et par bjørneskind i gave til Svend Auken og så er gode råd dyre: hvad er kendt fra Danmark ? Øh Bøh ?

Pludselig kommer en endnu ikke alt for beruset dansker i tanke om det nye danske eksport eventyr: Vindmøller !? da, da !

”I skal have 2 vindmøller i gave”.

”Hvor skal de så stå ? Hvad vil være en god historie for begge lande ?”

Efter endnu et par skåltaler og lidt mere snak: ”Er der ikke noget om at den store ”russiske” opdagelsesrejsende Vitus Bering kom fra Danmark ?”

”Joeh, det er da helt rigtigt, han var Horsens dreng”

”Så skal de stå på Berings Ø, hvor han er begravet”.

”Super god ide. Øh, hvor er Berings Ø egentlig ?”

“Langt ude I Beringshavet”.

Det vil sige: på den anden side af Sibirien og videre langt ude i Beringshavet hvor næste stop er USA. Dér ligger den 90 km lange ø, kun beboet af få russere og indfødte aleutere. Tidligere var det jagt, der drev folk til øen, men i dag er der ikke meget at lave for befolkningen, så der sker en hurtig affolkning af øen.

Møllerne er desværre blevet væk i transporten

Næste skridt blev at Miljøministeriet bad ELSAM, det danske elselskab om at stå for projektledelsen. Kort sagt: at finde ud af hvad der skulle leveres, hvordan det skulle ske, gennemførelse af det hele og få trænet de lokale i drift og vedligehold af anlægget.

Som ung ingeniør, der altid var parat til at tage de spændende internationale opgaver inden for vind, blev jeg bedt om at stå for det. Også at få det hele installeret og idriftsat på øen. Senere viste det sig, at selvom jeg ”kun” skulle stå for projektledelsen, var det bare om at fatte skruetrækkeren og gøre sig nyttig i alt det praktiske med at få anlægget til at køre.

Aftalen var, at russerne selv skulle stå for transport fra Danmark og hele vejen til øen. Møllerne blev pakket i containere og afhentet af et russisk containerskib, som skulle transportere containerne det første lange stykke af vejen. Vi blev efter adskillige måneder senere informeret om, at containerne ”desværre var blevet væk undervejs”. Midt i kaoset og opløsningen efter sammenbruddet lød det ikke specielt overaskende, så vi regnede med at det var så det. Ikke mere jeg kunne gøre i den sag.

Intet skete i omkring halvandet år, men pludselig midt 1996 fik vi besked om at ”nu er møllerne på øen !”. Nu skulle vi handle hurtigt, da efteråret og vinteren kommer hurtigt i det kolde Beringshav. Vi fik lynhurtigt fat i en møllemontør fra mølleleverandøren. Vi mente nok han skulle være en robust og selvkørende type, da vi allerede havde fået mistanke om, at vi på øen ikke skulle regne med at kunne få support eller materiel udefra. Jørn var lige manden til jobbet. God vestjyde, besindig og med hænderne skruet rigtigt på, lige hvad jeg kunne ønske mig.

Meningen var, at vi skulle rejse via USA og Alaska, for at undgå russiske fly, som ikke var omfattet af de internationale sikkerhedsregler. Den rute var desværre lige blevet lukket på grund af det økonomiske sammenbrud i det tidligere Sovjet.

Langt ude på den anden side af Sibirien

I stedet gik turen tværs over hele Sibirien til Petropavlovsk. 11 timers russisk indenrigsflyvning og næsten 7000 km fra Moskva. Det var ganske vist på første klasse, men med en træt stewardesse, nedslidte og plettede fløjlssæder og kvalmende sød champagne, som kun russerne kan lide. Så meget så alle fordomme om fulde, støjende russere desværre blev fuldt bekræftet på flyveturen.

Petropavlovsk er meget langt fra Moskva og jo længere væk du kommer, jo mere var forsyningslinjer og struktur forsvundet med sammenbruddet. Faktisk var noget af det eneste, der stadig fungerede KGB apparatet og delvist det kommunistiske parti. Der var intet andet til at fylde tomrummet. Jeg fik at vide, at ”helt herude” bruger KGB deres netværk til at skaffe brændstof, fødevarer og andre vitale ting til området. Deres eneste tilbageværende ”spionopgave” var at tjekke nye ankomne fra skibene i havnen.

Forfaldet var tydeligt overalt i den tidligere så stolte og vigtige havneby, som faktisk blev grundlagt af Vitus Bering. Samhandel med andre lande og fiskeriet i Beringshavet var på et lavpunkt og det var tydeligt at se på den lave aktivitet i byen og især i havnen.

Vi strandede nogle dage i Petropavlovsk på grund af dårligt vejr og fordi vi skulle have en masse ekstra tilladelser og stempler for at komme ud til Berings Ø. Det gav os mulighed for at komme ud i en tidligere feriekoloni for kommunistiske spidsborgere. Den lå i en skov med naturligt opvarmede kilder og svømmebassiner fra vulkansk aktivitet, som er meget udbredt på Kamchatka halvøen. Et meget spændene kig ind i en svunden tid og politisk styre.

Endeligt kom vi afsted mod øen og mødte et meget gammelt og udslidt fly på landingsbanen i Petropavlovsk.

Flyet var eneste forbindelse til øen, udover mindre coaster skibe, som bragte mad og brændstof derud. Ud over passagerer var flyet derfor fyldt op med friske grøntsager, høns og en enkel ged !

Ust – et forfærdeligt udsted

Flyet skulle mellemlande og tanke op i Ust-Kamchatka, et lille udsted godt 500 km nord for Petropavlovsk. Lufthavnen virkede forladt og i forfalden stand. Landingsbanen så ikke ud til at være videre vedligeholdt. I det lille og tomme kontroltårn var loftet faldet ned og i det hele taget var stedet helt forladt. Det mindede mest om de billeder, der blev vist i TV fra krigen i Afghanistan.

Da flyet landede, kom der en gammel mand trissende med en 200 l tromle på en trækvogn. Manden så ud som om han ikke havde sovet i flere dage: krøllet snavset tøj, slørede røde øjne, flere dages skægstubbe og havde en cigaret hængende i mundvigen. Han fyldte langsomt flyets brændstoftank i vingen op med en håndpumpe, stadig med cigaretten i munden. Da tanken var fyldt, kontrollerede han brændstoffet ved at åbne en hane under vingen og fylde et vodkastort glas op med brændstof. Han kiggede længe gennem det op mod solen.

Da, Da – flyv i bare videre

”Da, da”, sagde han og viftede med hånden ud mod havet – tag i bare afsted de næste par timer ud over åben hav, ingen problemer. Det gav ikke videre ro i maven, men efterhånden var vi vant til lidt af hvert og hvad var alternativet ?

Efter et par timers flyvning over havet, kunne vi endeligt se øen, den eneste by, Nikolskoye og den lille landingsbane, som var en hullet grus stribe på en mark.

Vi kom til øen før 5 årsplanen tillod at tænde for varmen

Det eneste ”hotel” på øen var en faldefærdig afskallet barak, med værelser, der var beskidte, kolde og fugtige. Toilettet lignede noget fra fængslet i Midnight Express filmen. Kulden og fugten var slem. Især fordi de på øen åbenbart stadig kørte efter de gamle 5 års planer, hvor centralvarmen først må startes 1. oktober – og vi ankom 18. september.

Der var ingen varmt vand til vask eller brusebad. Vi beklagede os lidt og fik senere mulighed for at
tage bad på elværket, som havde varmt vand fra kølesystemet til dieselgeneratorerne. Vi fik også en lille elektrisk varmer stillet ind i værelset. Jeg tror ikke det hjalp meget, men vi slog os til tåls med, at de nok havde gjort alt hvad de kunne. 

Hele byen virkede spøgelsesagtig med grå og afskallede huse. Varmerørene til centralvarmen lå rustne ovenpå jorden og al isolering var pillet af – sikkert brugt til at give lidt varme i de dårligt isolerede huse. Ikke mange var udenfor i det efterhånden råkolde klima, kun nogle legende børn på den ramponerede legeplads.  

Værktøj med ben på

Efter at have hilst på bormesteren og andre af øens ”spidser” ville vi gennemgå containerne og kontrollere at alt var med. Til vores overraskelse var containerne pakket ud og kasser med diverse materiel og værktøj var spredt rundt i en nedlagt fabrik. Næsten al værktøjet var væk. Alle kiggede ned i jorden som om de ikke forstod noget, så vi sagde at vi tog hjem, da vi ikke kunne installere møllerne uden værktøj og udstyr.

Vi ventede et par dage og på forunderlig vis var stort set alt værktøj kravlet tilbage i kasserne næste gang vi kiggede i dem. Så kunne vi endelig komme i gang.

Den gamle kran

Den lokale regering for Kamchatka havde stillet en kran og mandskab til rådighed til rejsning af møllerne og til at lave de nødvendige installationer ved møllerne og på elværket.

Mandskabet var garvede arbejdere, der gennem mange år havde arbejdet i samme sjak overalt i Rusland og som kunne lidt af hvert, indenfor el, beton, mekanik, tømrerarbejde – you name it.

Kranen var en gammel mekanisk sag, som havde set bedre dage. Normalt installeres møller med hydrauliske kraner, som kan styres indenfor få millimeter. Det er vigtigt, når for eksempel hele navet og vinger skal monteres på hovedakslen. En forkert bevægelse og pasningerne bliver ødelagte, så samling vil være umulig. Kranen hoppede og dansede hver gang der blev trukket i et håndtag, så det var meget svært at samle møllerne uden at beskadige vigtige dele. Heldigvis var Jørn en besindig og rolig fyr, så vi gik meget forsigtig frem.

Arbejderne kunne fikse alt

Midt i installationen gik kranens gearkasse til krøjningen i stykker, så kranen ikke kunne drejes. Vi troede at nu var det umuligt at færdiggøre rejsningen, men de erfarne arbejdere tog det helt roligt og begyndte at skille gearkassen ad på jorden. Det så helt håbløst ud, men efter lang tids arbejde fik de repareret gearkassen med noget blik, et søm og en stor hammer. De er simpelthen vant til at skulle kunne fikse alt, da det kan være livsnødvendigt at holde ting i gang. Reservedele er en by i Rusland.

Nå, vi kom i gang igen, men kranen kørte stadig ustabil og hakkende. Heldigvis havde vi ikke valgt den helt nye generation af vindmøller, men derimod et mere simpel og robust produkt,så vi fik på forunderlig vis møllen op og ”kastede” rotoren på den første af de to.

Så ville de glade arbejdere feste – eller som de signalerer ved at pege på halsen: få noget sprut i halsen. Vi var klar over, at gik de først i gang med at drikke, ville vi ikke få dem i gang igen med at arbejde de næste mange dage. Vi overtalte dem derfor til at vente til den sidste mølle var rejst. Så lovede vi at holde en større fest. Efter at den næste mølle var rejst, lovede vi igen en endnu større fest efter helt endt arbejde , så vi kunne få installationerne på elværket gjort færdig. 

Og fest blev der – i flere dage.

Det massive forfald

Vi havde gennem hele vores ophold på øen lært, at skulle vi have noget koordineret eller aftalt med borgmesteren og andre, som havde indflydelse på vores arbejde, skulle det ske mellem klokken 10 og 12 om formiddagen. Inden 10 havde de fleste tømmermænd fra dagen før og efter 12 var de så småt begyndt at drikke igen. Det er selvfølgelig meget trist og måske en lidt stereotyp fremstilling af de lokale øboere. Det voldsomme drikkeri er dog på en måde meget forståeligt, når man ser den trøstesløshed og mismod, der gennemsyrede hele samfundet. I særdeleshed manglen på fremtidsudsigt og de vilkår øboerne havde – langt ude i periferien af et sovjetisk statsapparat i frit fald.

Overalt så vi et øsamfund i forfald med afskallede barakker, farverne varierer trist mellem gråt, rustrødt og bleget sennepsgul. Ødelagte og rustne landbrugsmaskiner stod på marken hvor de var gået i stykker, tomme stalde i det der tidligere havde været mønsterlandbrug med avlsdyr. Overalt voldsomt druk, trøstesløshed og ingen initiativ til at ændre noget. Når jeg spurgte hvorfor de ikke gjorde noget ved det var svaret:

”Hvorfor skal jeg, det er ikke mit og hvis jeg gør noget, bliver det bare taget. Det er samfundet, som skal løse det”.

Selv for en gammel skabssocialist som mig, er det svært at se på hvad kommunismen har gjort ved folk.

Det massive og allestedsnærværende indtryk af forfald, var så voldsomt at vores tolk, Jelena, gik helt ned med flaget og lå under dynen i flere dage. Hun er fra Kasakhstan og havde eller set lidt af hvert.

Laks, laks og mere laks

Berings Ø havde status af strategisk militær vigtighed, da øen var sidste forpost inden næste ø, den lille ubeboede Atti, som hører til USA og som ”kun” er ca. 200 sømil fra Berings Ø.

Trods det at Beringshavet er et af de største spisekamre med fisk og skaldyr, måtte øboerne ikke selv fiske eller eje en båd.

Det kunne jo være, at nogle af borgerne ville forsøge at stikke af ved at krydse Beringshavet i en jolle.

I stedet fik alle øboerne – små som gamle levereret 300 kg laks om året. Så meget kunne de hverken spise eller holde frisk, trods mange kreative metoder til at salte, tørre, røge, øl konservere og mange andre mere eller mindre heldige måder. Derfor lå der store laksekadavere rundt om i byen og hunde, høns og andre dyr blev stopfodret med laks.

For at supplere den ensformige føde, var øboerne meget aktive med at samle bær og svampe, som blev tørret, især på elværket hvor strålevarmen fra dieselmotorerne kunne tørre svampene i det ellers så kolde og fugtige klima.

Selv fik vi laks og lakserogn stort set til alle måltider – 3 gange om dagen. Det var ret fint i starten, men efter nogle uger, kunne vi bare ikke få mere laks ned. Vores gode madmor, der lavede mad til os på byens skole, var meget kreativ og gjorde hvad hun kunne med de sparsomme råvarer. Vi fik derfor vristet nogle spejlæg ud af hende. Men, men, som sagt var hønsene fodret op med laks, så selv æggene smagte kraftigt af fisk !

Det siger sig selv, at jeg lige siden har haft et meget anstrengt forhold til laks i alle afskygninger. Noget der præger middagsbordet selv i dag til stor fortrydelse for resten af min familie.

Endeligt kører anlægget – med lidt klumper i strømmen

Tilbage til vores egentlige formål: at installere møllerne og få dem til at køre sammen med det meget vitale elværk. Elværket er eneste livgivende kilde til strøm på øen. Værket havde meget gamle og tunge dieselgeneratorsæt, som krævede urimeligt meget vedligehold og smøring. De brugte alt for meget af det dyre og sparsomme brændstof – sparsomt fordi forsyningen fra Rusland var blevet meget ustabil og dyrere end i sovjet tiden.

Det var vanskeligt at få hele systemet stabiliseret med den skiftende vind og de gamle dieselgeneratorer med mekaniske regulatorer. Selv om jeg egentlig havde ”titel” af projektleder, var jeg bestemt ikke undtaget fra at deltage i ”rigtigt” arbejde. Vi var alle i gang med momentnøgle, måleapparat og skuretrækker. Efter mange forsøg og justeringer lykkedes det at få anlægget til at køre. Det skete  i tæt samarbejde med de opfindsomme arbejdere og folk som drev elværket, da de var vant til at fifle med mekaniske regulatorer.

Det kunne ses med det samme, at møllerne bidrog til energiproduktionen og sparede på det kostbare brændstof. Det gav stor glæde og taknemmelighed – så kunne de sagtens leve med lidt klumper i strømmen en gang imellem.

I bliver indtil anlægget er indviet

Der var nu ikke meget mere at lave, men vi blev informeret om, at det var vigtigt vi blev indtil guvernøren for Kamchatka havde tid til at komme og indvie det nye anlæg. Da vi ikke kunne forlade øen på egen hånd, var der ikke andet at gøre end at vente.

Det var også vigtigt, at der kom en ”myndig” person fra Danmark, som kunne overdrage gaven formelt. Vi andre var ”alt for unge” til at have en sådan autoritet i de russiske myndigheders øjne. Guvernørens ankomst afventede derfor at Henning Grastrup, som var funktionsleder i ELSAM, kunne komme frem. Henning havde uden tvivl pondus, en rungende dyb stemme og helt klart autoritet.

Begyndende økuller

Det var ikke lige det, vi havde lyst til at vente på, da vi havde begyndende økuller, både fordi vi faktisk var på en ø vi ikke selv kunne komme fra, men også fordi vi nu havde været i trøstesløse omgivelser i længere tid. Jeg har flere gange før og efter mærket den fysiske og mentale følelse af økuller og hjemve. Det kommer for det meste, når jeg er i meget fremmedartede omgivelser og ikke selv er herre over hvad der sker. En voldsom knugende fornemmelse i hele kroppen.

Jeg fik den underlige tanke at, hvis vi havde været på fastlandet, kunne vi i det mindste gå hjem – selvom det var mange tusinde kilometer og kunne tage flere år. Økuller er mærkelig og går dybt ind i kroppen og dine tanker.

For at fordrive ventetiden forsøgte de lokale at underholde os med besøg til fjerne kolonier med søbjørne, skyde til måls med jagtrifler og alt for meget hyggevodka i store glas. En farlig kombination og jagttegn var vist ikke noget man gik særligt meget op i på øen. Faktisk forstår jeg godt, hvorfor de drikker – af kedsomhed eller for at glemme hvad de er midt i. Selv fik vi opgraderet vores indsigt i vodka betydeligt og vi blev ret gode til at smage forskel på forskellige typer og kvaliteter.

Ved Vitus Berings grav

En anden og meget spændende oplevelse på øen, var at besøge Vitus Berings grav.

Vitus Bering er født i 1681 i Horsens og døde på Berings Ø i 1741. Han var dansk søfarer i russisk tjeneste og i slutningen af 1724 udnævnte Peter den Store ham til leder af den 1. Kamchatka-ekspedition.

Formålet med ekspeditionen var at afgøre om Asien var landfast med Amerika. I stedet påviste Bering, at der var et stræde mellem de to kontinenter, som senere blev opkaldt efter ham.

Nogle år efter blev Bering sat i spidsen for Den 2. Kamchatka-ekspedition, der skulle kortlægge Sibiriens ishavskyst og udforske handelsvejene til Japan. I juli 1741 fandt Bering frem til Alaskas kyst, men måtte søge tilbage mod Kamchatka på grund af manglende forsyninger og skørbug blandt ekspeditionens medlemmer. På vejen tilbage måtte Berings skib opgives, og besætningen gik i land på en ubeboet ø, som senere blev kaldt Berings Ø. Over halvdelen af besætningen, herunder Vitus Bering selv, omkom. Nogle af skørbug, andre blev bidt ihjel og delvist spist af aggressive blåræve, da de strandede søfolk var for syge til at forsvare sig.

Vitus Bering kaldes “Ruslands Columbus”, en verdensberømt mand, hvis udseende man ikke kender. Det var en af årsagerne til, at sovjetiske arkæologer og retsmedicinere indledte et samarbejde med arkæologer fra Horsens Museum med det formål at finde og udgrave Berings grav og herefter forsøge at genskabe Berings ansigt ud fra kraniet.

I august 1991 fandt arkæologerne Berings og fem andre søfolks grave på Berings Ø. De døde blev ført til Moskva, hvor retsmedicinere undersøgte dem og genskabte Berings udseende. Senere i 1992 blev Bering og de øvrige søfolk genbegravet på Berings Ø.

Med ramponeret helikopter til graven

Graven, som ligger langt mod sydøst for Nikolskoye, den eneste by på øen, er svær tilgængelig og vi skulle derfor flyve derud med helikopter, som kom fra fastlandet, sammen med den længe ventede guvernør. Det viste sig at der ikke kun kom én, men to gamle, russiske mandskabshelikoptere. Lidt mærkeligt, da vi alle sagtens kunne være i en af de meget store helikoptere. Da vi spurgte hvorfor to, fik vi svaret:

”der skal være to helikoptere, så en kan samle alle op, hvis den anden styrter ned”.

Igen en påmindelse om det forfald og manglende sikkerhed, der var normalen efter sammenbruddet.

Det var overvældende at se mindesmærket og ikke mindst gravene, som russerne har flyttet lidt, fordi de var i fare for at forsvinde i havet.  Det er svært at beskrive følelsen, for det var på én gang stort og meget rørende.

Her kunne jeg virkeligt føle hvad historiens vingesus betyder og jeg havde en underlig fornemmelse af ikke at have lyst til at tage derfra. Måske også fordi jeg vidste, at her ville jeg aldrig komme tilbage til.

Efter vi kom tilbage til Nikolskoye holdt vi indvielsen af anlægget med omstændelige formelle underskrivelsesceremonier og igen en masse skåltaler.

Landingshjulene slap endelig jorden

Efteråret var nu så fremskredet, at vi hurtigst muligt skulle forlade øen, for ikke at risikere at blæse inde i meget lang tid. Jeg husker stadig fornemmelsen af stor lykke og lettelse, da flyets landingshjul endeligt slap gruset og vi var på vej til fastlandet. Ø kulleren slap nu sit tag.

Et historisk vingesus i trøstesløshed og få lyspunkter

Oplevelsen står efter mange år stadig helt klart for mig. Fordi det for mig som ung ingeniør var et spændende eventyr ud i det ukendte. Et historisk vingesus blandet med de voldsomme indtryk fra den massive kulturelle trøstesløshed og det samfundsmæssige forfald jeg mødte. Et samfund i frit fald, hvor systemets grimme indflydelse havde frataget menneskers lyst til initiativ og troen på andre. En kraftig påmindelse om hvor godt vi har det i lille Danmark.

Det jeg også mødte var spændende mennesker, som på trods af omstændighederne, var i stand til at søge, finde og fejre små lyspunkter i hverdagen. De havde en evne til at være opfindsomme, finde løsninger og kunne fikse og reparere alt for at ”overleve”.

Et voldstomt kulturchok for mig, som trods mange rejser rundt i Europa og Asien, ikke før havde oplevet et så massivt anderledes og fattigt samfund.

Et lille efterspil 

Flere år senere, blev vi kontaktet af Udviklingsministeriet, som gennemførte en undersøgelse af deres mere eller mindre heldige projekter, som de havde givet økonomisk støtte til. Projektet på Berings Ø var i samme hat, selvom det oprindeligt var kommet i stand via Miljøministeriet. Baggrunden var, at Udviklingsministeriet var under skarp kritik på grund af afsløringer af fejlede projekter, vist nok i retning af cementfabrikker i Nordafrika, hvor der ingen behov var for beton og et vindmølleprojekt placeret midt inde i en skov uden vind.  

Vi blev bedt om at lave en statusrapport om projektets tilstand. Vi var nok lidt nervøse for, at det ikke ville lykkes de lokale at holde anlægget i gang ret længe efter vi forlod øen – og dermed ville vi have endnu en dårlig sag. Efter lang søgen gennem vore tidligere russiske kontakter og samarbejdspartnere, fik vi en aftale i stand og fik sendt et tekniker hold til øen. De skulle afdække status, men også for at yde service på anlægget, såfremt det kunne bringes tilbage i drift igen. Til alles overraskelse kørte alt som det skulle og de tilbageværende øboere var ovenud glade for brændstofbesparelserne, som stadig var meget vigtige for livet på øen. 

En oplevelse jeg ikke ville være foruden

Jeg husker stadig turen til Berings Ø som meget hård og til tider ret traumatisk. At opleve et samfund og mennesker i forfald, følelsen af økuller og de mange laks fyldte alt i flere år.

Nu snart 25 år efter turen, har historien fået mange flere facetter. Især at møde mennesker, som trods hårde betingelser, affinder sig med det og finder lyspunkter i hverdagen. Mennesker, som er i stand til at være opfindsomme, for bogstaveligt talt at overleve.

Jeg ser det i dag som et privilegie, at jeg dengang fik en mulighed for at se ind i et lille hjørne af en dramatisk tid med systemets sammenbrud og hvad det gjorde ved samfund og mennesker. En barsk og eventyrlig oplevelse jeg i dag ikke ville være foruden.