Frygten for at fejle fik mig til at lykkes

Normalt siger man, at frygten ikke må drive dig eller styre dine handlinger. Det er jeg helt enig i, men da jeg skulle tilbage til Ama Dablam for at bestige bjerget efter mit mislykkede forsøg i 2017, blev frygten faktisk det, som fik mig til at lykkes denne gang.

Forelsket i Ama Dablam

Det startede tilbage i 2015, hvor jeg var i Nepal for at bestige Nepals højeste trekking bjerg, Mera Peak. Det var min først tur til Nepal, og den helt anderledes kultur og storslåede natur gik lige i hjertet på mig. Selvom Nepal er et fattigt land, gælder det ikke den almindelige nepalesers gæstfrihed, og i særdeleshed ikke den rigdom af betagende udsigt til enormt store og voldsomme bjerge, som man møder.

I 2015 akklimatiserede vi os til Mera Peak (6.456 m), ved først at gå op ad Everest Base Camp trekket gennem Khumbu regionen. For at komme til Mera Peak, flyver man fra Kathmandu til Lukla, som er porten til Khumbu dalen. Fra Lukla trekkede vi i 5 dage op til det budhistiske kloster i Tengboche, hvor vi vendte om og gik tilbage til Lukla. Herefter gik vi ind i den meget øde Hinku dal, som efter 6 dages trekking leder til Mera Peak base camp.

Jeg gætter på, at dem, der har været på trekket op til Everest, ligesom jeg, har gået i flere dage og set på et af de smukkeste og mest ikoniske bjerge i verden, nemlig Ama Dablam, som er 6.856 m højt. Ligesom jeg, har de måske også tænkt eller drømt om, at det ville være det vildeste at bestige et så smukt og stejlt bjerg. Jeg blev forelsket i Ama Dablam.

Ama Dablam er ”kun” knapt 7000 m højt, men i modsætning til mange af de kendte bjerge i Himalaya over 8000 m – som Everest, K2, Makalu og Cho Oyu – er Ama Dablam meget stejlt og kræver god klatreteknik på både klipper og is. Bortset fra udfordringerne i højden på de aller højeste bjerge, anses bestigningen af Ama Dablam for at være mere teknisk krævende end de fleste 8000 m´ere.

Bjerget er derfor et ”must do” for mange ambitiøse alpinister, der vil mere med deres bjergbestigning end ”bare” at komme i højden.

Mit første forsøg mislykkedes

I 2017 skulle det så være. Jeg trænede alt, hvad jeg kunne med cykling, løb og fitness i alle afskygninger og klatrede rigtigt mange bjerge og ruter i Alperne. Jeg var derfor i topform og mere end klar til ekspeditionen til Ama Dablam i november 2017. Selvom jeg gik ind i ekspeditionen med respekt, regnede jeg egentlig med at min form og tekniske kunnen helt sikkert ville få mig på toppen.

Den korte version er, at jeg blev syg i Ama Dablam base camp i 4700 m, mistede balanceevnen og var helt uden energi.

Problemerne kom snigende ved, at jeg begyndte at slæbe på fødderne og ved den mindste forhindring, en sten eller et trin op ad klipperne, mistede jeg balancen og faldt adskillige gange. Det blev ikke bedre med tiden, men jeg prøvede alligevel at bevæge mig opad på bjerget fra base camp. Trods forsøget på at slæbe mig op, kom jeg kun til camp 1, syg, svag og meget langt fra et egentligt topforsøg. Jeg blev i camp 1 i to dage, for at se om det blev bedre.

Du går som en gammel mand

Til sidst måtte jeg erkende, at jeg skulle hjælpes ned til base camp, da jeg ikke kunne holde balancen på to ben uden støtte. Det første stykke ned fra camp 1 klatrer man, og her blev jeg hjulpet af sherpa´er, som havde et fast greb i mig. Resten af vejen ned til base camp kunne jeg gå selv ved at støtte mig til vandrestave. Jeg undgik dog ikke at falde adskillige gange, selvom jeg gik i sneglefart. Vores ekspeditionsleder Tim, så bekymret på mig, da jeg vaklede ind i base camp og sagde: ”Du ligner en gammel mand, når du går.

Slukøret og ramt på selvtilliden

Noget slukøret og forvirret over hvad, der dog kunne gå så galt, brugte jeg tid i mit lille telt til at mærke efter og tænke mange tanker. Jeg var især ramt på min selvtillid og selvopfattelse af at være sej og bare kunne det samme som ”de unge drenge”. Jeg var godt klar over, at sygdom kunne komme i vejen, men havde ikke for alvor troet, det skulle ramme mig.

Da jeg kom mere til hægterne, valgte jeg at forlade base camp og trekke alene tilbage til Lukla for at tænke det hele igennem. I Lukla mødtes jeg med nogle af de andre fra ekspeditionen, som også havde afsluttet deres bestigning og nu også var på vej hjem. På grund af dårligt vejr strandede vi alle flere dage i Lukla. Det blev hurtigt dødsygt, og vi havde efterhånden smagt på hele kaffemenuen. Alle var drevet af en stærk trang til bare at komme hjem, så vi endte med at hyre en helikopter, som i modsætning til flyene kunne lande og lette i den tætte tåge.

En såret kriger kommer hjem

Jeg kom hjem til Danmark fysisk og mentalt nedbrudt, uforløst og med såret stolthed. Det tog mig alt for lang tid at komme til hægterne. Jeg gad ikke træne eller tage initiativ til noget. Min kloge kone, Gitte, var bekymret for mig og sagde, at jeg var nødt til at tage af sted igen og få afklaring: Var det omstændighederne eller kunne, og skulle jeg faktisk ikke klatre så høje og svære bjerge?

Du må af sted igen, så du kan få det nu ud af kroppen.

Jeg kunne ikke umiddelbart se fidusen i at tage af sted så hurtigt igen, men efterhånden blev jeg overbevist om, at hun jo nok havde ret (eller også gad hun bare ikke se på min hængemule).

Op på hesten igen

Besluttet på at komme op på hesten igen, tog jeg af sted igen i november 2018. Denne gang var jeg meget mere ydmyg over for det, jeg skulle ud i. Men jeg havde også en stærk frygt for at fejle igen – og ikke mindst frygten for hvad, der ville ske, hvis jeg fandt ud af, at jeg bare ikke kunne. Hvad så?

Klogere fra sidste år, var jeg blevet inspireret af flere ekspeditionsdeltagere, som med succes havde forberedt sig med opvarmning på flere bjerge, inden bestigning af Ama Dablam. De havde lavet en længere og hårdere tilvænning til højden, og var med succes kommet på toppen. Jeg havde derfor denne gang planlagt et ligeledes hårdere og længere trek med akklimatisering via flere toppe over 5000 m.

Jeg havde alt mit grej på plads fra året før og skulle kun have tanket mit lokale NCell telefonkort op i Kathmandu. Da jeg var lidt presset på aftaler hjemme i Danmark, ankom jeg først til Kathmandu om eftermiddagen, dagen inden vi skulle videre til Lukla tidligt næste morgen. Ikke meget tid til at få tidsforskellen på plads.

Steve og Rob, mine buddies i vores nye trekløver

Det viste sig at to andre havde samme ide til forberedelse før Ama Dablam. Jeg blev derfor sat sammen med Steve og Rob i Kathmandu, hvorefter vi fulgtes ad hele vejen. De var erfarne klatrere fra USA og UK, som begge havde en lang erfaring i bjerge og andre outdoor aktiviteter. Vi kendte ikke hinanden på forhånd, men mødtes første gang i Kathmandu aftenen før, vi skulle flyve til Lukla.

Som de alfahanner vi var, skulle vi lige se hinanden an og tjekke ud, hvad vi hver især var gjort af. Vi vidste alle tre, at vi ville være afhængige af hinanden på turen: Var der nogen, der kunne blive en klods om benet i bestræbelserne på at lykkes? Lært af sidste år var jeg meget ydmyg og fortalte kun lidt om. hvad jeg havde lavet i bjergene. Jeg tænkte, at det ville være lettere at komme fra baghjul senere. Vi kom dog hurtigt på rigtig god bølgelængde og havde masser at tale om.

Hård landing i Lukla

Lukla ligger i 2860 m og er porten til stort set alle trekking ruter i Everest området. I landsbyen er der mulighed for lidt håndkøb af det, man har glemt, inden man begynder på trekket. Det er også sidste chance i flere dage for at få en rigtig kop kaffe. Lukla er berygtet for den lille lufthavns landingsbane, som er sneget ind mellem bjergene med skohorn. Banen er derfor meget kort og hælder 14 grader, for at flyene kan nå at stoppe ved landingen. Starten er ikke mindre skræmmende, da flyene giver fuld gas inden bremserne slippes. og flyet bumler ned ad startbanen og netop går fri af banen inden afgrunden for enden.

Efter en sidste ompakning på Paradise Lodge startede Steve, Rob og jeg ud på trekket og ville gå til Monjo, som vi lige netop kunne nå inden solnedgang. Det er ret vigtigt at komme frem inden solen er væk, da overgangen fra dag til tusmørke og helt mørke sker inden for få minutter. Temperaturen falder også voldsomt, når solen er væk, og så er det ikke rart at trekke, når man har gået og halvsvedt hele dagen.

Tashi´s nye thehus efter branden

Dagen efter skulle vi ramme Tashi´s thehus, som ligger lidt længere op ad trekket forbi Namche Bazaar, der er sherpa´ernes meget smukke hovedstad i Khumbu regionen.

Tashi er en hel historie for sig selv. Hun er et fantastisk livstykke. Tashi driver sit thehus sammen med sin mand, Lakpa – med fast hånd og især med en masse hjertevarme og interesse for de gæster, der kommer hos hende.

Ud over at styre det veldrevne thehus, bruger hun også både tid og enorm energi på at hjælpe det lille samfund omkring Khumjung. Især hjælper hun gamle enlige kvinder, som har svært ved at klare sig selv og de helt unge piger i området. Hun sørger for, at pigerne får skoleundervisning og en uddannelse, i stedet for at de alle ender i markerne, eller det der er værre: i prostitution i Nepal eller udlandet.

Tashi er yderst vellidt i lokalsamfundet og af hendes mange udenlandske venner. Det blev understreget sidste år, hvor hele thehuset brændte ned til grunden på grund af en skorstensbrand. Det skete i november – faktisk dagen efter jeg havde sovet der på vej tilbage til Lukla.

Efter branden fik hun mange donationer fra hendes udenlandske bekendte og venner, og folk fra hele Khumbu området kom og hjalp hende i genopbygningen. Hun kunne derfor få thehuset bygget op på rekordtid, så det var klar til at modtage hendes kære gæster i starten af 2018 sæsonen.

Væggene i thehuset er fyldt med billeder af hende sammen med Kronprins Charles, Edmund Hillary, Dalai Lama og mange andre kendte. Billederne vidner om den enorme støtte og interesse hun har skabt gennem sit velgørende arbejde.

Manisk kontrol på vejen til Gokyo og Cho La

Efter nogle dage ved Tashi med god pleje og akklimatisering skulle vi nu videre op mod Gokyo. Landsbyen ligger for enden af en ret øde dal med fin udsigt til Cho Oyu. Der har langt færre turister end på Everest Base Camp trekket. Den lille landsby ligger ved de tre hellige Gokyo søer og ved foden af bjerget Gokyo Ri.

Turen var lang med mange stigninger, så vi havde 3 overnatninger i thehuse undervejs. Jeg passede ekstremt meget på, hvor hurtigt jeg gik, at jeg spiste og drak præcis det jeg skulle, tjekkede hvor meget jeg ladede vandet, hvor meget jeg hostede. Jeg var opmærksom med en næsten manisk kontrol af min fysiske tilstand – alt sammen drevet af frygten for at blive syg og fejle. Den maniske kontrol og opmærksomhed på alt fortsatte hele vejen til Ama Dablam base camp, og fulgte mig også op på bjerget under den første rotation, og senere under det endelige topforsøg:

Har jeg nu drukket dagens 5,5 liter væske? Har jeg spist det planlagte, selvom jeg er ved at brække mig (hvilket sker)? Har jeg husket hele tiden at holde kraft og energi tilbage i reserve?

Problemet er, at hvis først man bliver syg eller overanstrengt, tager det urimeligt lang tid at komme tilbage på normalt styrke. Det gik meget godt i starten af forberedelsen, og højdetilvænningen virkede fint på bestigningen af Gokyo Ri, som er en trekking top på 5437 m lige ved Gokyo. Jeg havde god fart, ingen hovedpine, og jeg var i det hele taget godt kørende.

Efter at have været nede i cirka 4700 m igen et par dage, skulle vi over Cho La passet, som ligger i 5420 m. Det var et stejlt og hårdt sidste stykke op til passet, men her gik det også fint med god overskud og luft.

På to cylindre til Lobuche

Dagen efter, på vejen til Lobuche East, det sidste bjerg vi skulle bestige i forberedelsen, kunne jeg pludselig ikke trække vejret, når det gik opad. Selvom vi var i lavere højde end tidligere på trekket, føltes det som om mine lunger og hele kroppen ville eksplodere. Det var som at køre gennem Kassel bakker på 2 cylindre. Efter en dags hvile i Base Camp gjorde jeg alligevel forsøget på Lobuche, som er hele 6100 m højt, men måtte opgive halvvejs oppe og sige til mine to medklatrere, at de skulle fortsætte og efterlade mig. Det var stadig mørk nat, men jeg ville selv klatre tilbage til base camp, så langsomt og sikkert som jeg nu kunne.

Vi havde kun Pempa Sherpa med som fører og normalt splitter man ikke gruppen uden en lokal, der kender ruten. Jeg havde dog klatret en del i mørke før, og ruten ned var relativt let og var delvist oplyst af nymåne. Jeg insisterede, da jeg ikke ville fratage de andre muligheden for at komme på toppen. Efter noget snak frem og tilbage gik alle derfor med til at fortsætte, og at jeg selv klatrede tilbage.

Det er helt almindeligt at være stakåndet i ekstreme højder under højdetilvænningen. Også selv efter man er akklimatiseret. Når man klatrer over 6000 m, er der under 45% effektiv ilt i forhold til havniveau, så man kan ikke undgå at hive efter vejret. Hertil kommer der ofte hovedpine og generel utilpashed, som får én til at føle sig utrolig uoplagt.

Jeg har mange gange oplevet åndenød i højden – også på denne ekspedition. Dette var bare noget helt andet og føltes som om, jeg havde et stort spændebånd rundt om brystet, som blev strammet til ved den mindste belastning, så det sortnede for øjnene.

Endnu en kæmpe mavepuster. Frygten for ikke at lykkes fik endnu et boost, og nu var troen på mig selv og chancen for at bestige Ama Dablam helt på nul. Jeg fik igen kontakt til Gitte og sagde, at “det nok var det”, og at jeg var parat til at pakke sammen, inden det hele begyndte på mit endelige mål.

Slået hjem?

Hvad lavede også  jeg her?!! Jeg var jo faktisk bare en almindelig ”corporate” kontordyr og familiemand på 56, og ikke en ung bjergbestiger. Skulle jeg ikke til at slå lidt op i banen og stoppe med sådanne hårde tosserier. Hvad var det jeg jagtede?

Jeg var virkelig slået tilbage til start i ludo, og jeg blev i tvivl, om det hele var umagen værd. Udfordret på mit seje jeg var jeg gået i tænkeboks og allerede i gang med at overveje, hvad jeg selv og min kone, Gitte, nu skulle gøre fremover. En fremtid uden de allerhøjeste bjerge, som jo egentligt havde været mit mål længe.

Den reelle accept

Det var nok først på det tidspunkt, jeg rigtigt accepterede – og reelt også ønskede – at det ikke behøver at være hårdt for at være en oplevelse eller bare sejt. Jeg var ”fed up” af hele tiden at kæmpe op ad bakke, være træt og udfordret. Vores liv skulle have flere ”nemme”, varierede oplevelser og meget mere nydelse.
Eventyr behøver ikke altid at være på høje bjerge.

Det var så tydeligt, lige dér hvor jeg stod – på en klippeblok på bakkekammen over base camp, som var det nærmeste sted, der var telefonforbindelse med hele 2 livgivende streger på telefonsignalet.

Måske alligevel en vej videre

Gitte var godt klar over hvad, der var på spil for mig. På den ene side, ønskede hun nok, at jeg begyndte at prioritere mere udfra min nye erkendelse, fremfor altid at skulle på ekstreme strabadsture. På den anden side, vidste hun også, hvad det kunne betyde, hvis jeg igen måtte vende om og tage hjem uforløst.

Gitte er en rigtig god udspørger. Klog som hun nu er, fik hun spurgt, om mine problemer måske kunne hænge sammen med den astma, jeg havde haft som barn. Øh, det havde jeg ikke lige tænkt på. Det er jo længe siden. Jeg vendte det med ekspeditionslederen, Tim, som også var ekspeditionens doktor – det vil sige: ham der styrede medicinkassen.

Tim var også klar over, at det var vigtigt at få mig tilbage på sporet, da han var meget ked af min exit fra sidste års ekspedition.

Han gik i tænkeboks, rodede i sin store medicin taske og fandt 10 piller mod astma, som jeg kunne prøve.

”Hvis de virker, så pas på dem, da jeg ikke har flere.”

Normalt går jeg ikke og tager piller på må og få, men i min situation var jeg parat til at prøve hvad som helst, for at komme tilbage til normal styrke. Tim er meget omhyggelig med brug af medicin og insisterer på at styre alt hvad man tager, så han altid ved, hvad hver især bruger på bjerget.

Tilbage på normal styrke igen

På den første akklimatiseringstur op ad bjerget til Advanced Base Camp (ABC), virkede pillerne heldigvis helt efter hensigten, og jeg kunne nu gå og klatre med god fart igen, uden den skræmmende kvælningsfornemmelse – hvilken lettelse. Nu fik jeg nyt håb om, at det måske kunne lykkes alligevel.

Umiddelbart kendte jeg ikke medicinen Salbutamol. Det lød for mig som noget, man giver heste eller dopede cykelryttere – hvilket ikke er helt forkert, men det er faktisk en meget almindelig forebyggende medicin for astma.

Så nu den næste store udfordring:

Hvordan får jeg de resterende piller til at række til hele topforsøget og sikkert ned igen?

Her kom min maniske kontrol og planlægning mig til hjælp. Jeg kunne planlægge topforsøget, så jeg kun brugte pillerne, når vi skulle klatre op ad, men også på hele topdagen nedad, da nedturen er kritisk. Lidt ligesom kun at bruge turboen i bilen ved overhalinger – når det virkeligt er nødvendigt. Det kunne lige netop hænge sammen med en fornuftig, sikker margin.

Livet i base camp

På mit første forsøg på bjerget sidste år, havde jeg alt for mange dage i base camp, både på grund af en langsommere akklimatisering, men også fordi jeg havde mange dage, hvor jeg var syg.

Denne gang havde jeg kun få dage i base camp, da Steve, Rob og jeg var ankommet godt akklimatiseret til Ama Dablam. Vi var derfor de første, som skulle på bjerget på første akklimatiseringsrunde.

Livet i base camp er både hyggeligt, kedeligt og nemt. Der altid nogen i messeteltet, så ventetiden bruges meget på kortspil, læsning og røverhistorier. Et af goderne ved Tims ekspeditioner er, at der altid er the, kaffe, power drinks og alle mulige snacks og slik, som man overhovedet kan tvinge ned. Alle måltider bliver serveret i messeteltet, og der er rigeligt, da det vigtigste er at få energidepoterne fyldt godt op.

Yakokserne græsser frit i camp´en, og du bliver vækket om morgenen af kaglende ”tibetan snow cocks”, som er vilde agerhøne-lignende fugle. Vi har spurgt om de kan spises, men fik klar besked om, at de er hellige, så ”no, no, no Sir”.

Orden og renlighed er et must

De allervigtigste daglige gøremål er din egen hygiejne og at holde orden i dit telt. Hygiejne og renlighed for din egen sundheds skyld – men også for de andre ekspeditionsdeltageres skyld, når du deler telt højere på bjerget. Den daglige vask klares for det meste ved brug af masser af vådservietter og et sjældent ’’brusebad” med varmt vand i en ukrudtspumpe.

Orden i teltet er yderst vigtig, så du kan finde dine ting dag og nat. Som sagt bliver dag til nat i løbet af minutter, og temperaturen falder fra +15 grader til -15 på de samme få minutter. Derfor skal du inden da have styr på din pandelampe, smartphone batterierne er ladet op, hostetabletter og drikkeflasker på sin plads, soveposen er lukket og tøj til at sove i proppet ind i soveposen og ikke mindst: tømme tisseflasken, så du ikke skal ud af den varme sovepose midt om natten. Det sidste lyder måske mærkeligt, men når temperaturen nærmer sig 20-25 graders frost, er det en stor overvindelse at skulle ud af den varme pose, mens rimfrosten på indersiden af teltet vælter ned i hovedet på dig, og du står i alt for lidt tøj i det fri. Eneste plus er, at du besørger under en hel fantastisk stjernehimmel, da der overhovedet ingen forstyrrende baggrundslys er i bjergene.

Camps på Ama Dablam

På Ama Dablam skal man, som på andre høje bjerge, sikre en gradvis tilvænning til højden ved at klatre højere og højere, og sove lidt lavere end den maksimale højde, du har været i. Det gentager man så, indtil man er klar til det endelige topforsøg.

Selvom man laver en gradvis tilvænning til højden, undgår de fleste ikke at være presset med hovedpine, åndenød, manglende appetit og til tider problemer med at sove. Bortset fra mine besværligheder med åndenød først på turen og den generelle træthed, der altid følger dig i ekstrem højde, havde jeg ikke de store problemer med at være i højden.

For at bestige Ama Dablam er der 4 camps og nogle gange 5: Base camp (BC) i 4600 m, Advanced Base Camp (ABC) i 5400 m, Camp 1 i 5700 m og Camp 2 i 6000 m. Derudover bruges camp 3 nogle gange i 6300 m. Vi planlagde ikke at etablere og bruge camp 3, da den i mange år har været i fare at blive revet væk af ”seracs”. Seracs er kæmpe isblokke så store som parcelhuse, der kan brække af bjerget, og dem har du ikke lyst til at sove under.

Eftersom vi tre ankom delvist akklimatiseret, planlagde vi kun én rotation op til ABC og camp 1, sove 2 dage i ABC og derefter retur til base camp. Derefter hvile én dag, pakke alt nødvendigt udstyr og mad og op igen til det endelige topforsøg.

Tidsplanen presset – Mod toppen med alt for stort læs på

På det endelige topforsøg skulle jeg og mine to team mates først klatre fra BC, forbi ABC og direkte til camp 1. Dagen efter videre til camp 2, og samme nat direkte mod toppen

Steve, Rob og jeg var pressede af en vedholdende vejrudsigt med ekstrem vind, der ville lukke bjerget for top forsøg i mindst 7-8 dage. Vores topforsøg skulle derfor komprimeres, hvilket betød at vores planlagte hviledag i camp 2 blev aflyst. Efter første rotation hvilede vi én dag i base camp, inden turen hurtigt gik op ad igen med den tunge oppakning.

Her var vi så nu – lige inden sidste tur op ad bjerget. I base camp pakkede vi hele formiddagen og checkede igen og igen, da det var altafgørende, at vi havde alt nødvendigt med os på den sidste tur op. Vi klatrede direkte til camp 1, hvor vi ankom sent om eftermiddagen.

Rutinen startede med at pakke ud, koge vand og spise alt, hvad vi kunne få ned, inden solen gik væk. Derefter foregik alt fra soveposen indtil næste morgen. Vi pakkede igen alt sammen, spiste og begav os mod camp 2.

Nu var det teknisk klippeklatring resten af vejen mod toppen. Vores tunge oppakning gjorde klatringen ekstra udfordrende og hård.

Da vi kun havde haft én rotation på bjerget og ikke havde været i camp 2 før, klatrede vi med en alt for stor oppakning i de store isolerede støvler, vi skulle bruge på topdagen, så der var godt med læs på. Derudover var det reel hård klippeklatring, så da vi ankom til camp 2, var vi godt brugte.

Selvom det var meget hårdt på topdagene, var jeg alligevel enormt lettet og lidt oppe at køre over endelig at være i gang med et reelt topforsøg.

Simpelt liv i high camps – hold gasbrænderen i gang

Livet i camp 1 og 2 er ret simpelt: pak ud, start hurtigt med at smelte is til drikkevand og mad, hvil og sov så meget som muligt.

Det tager lang tid at smelte is i højden, da lufttrykket er meget lavere end ved havoverfladen. Det er derfor vigtigt, at gasbrænderen kører hele tiden, for at smelte nok is til det vand, du skal drikke og til at lave kakao, suppe og andet mad.

I camps´ene over base camp deles teltene med to personer i hver, da der kun er meget lidt plads til telte. Der opstår derfor hurtigt et syndigt rod i teltet, når to mand skal pakke ud: Alt udstyr fra begge: sovegrej, klatregrej, tøj, mad, andre gadgets og udstyr samt drikkeflasker og tisseflasker – tag for guds skyld ikke fejl af disse !

Camp 1 og 2 er placeret i 5700 m og 6000 m. Ikke særlig stor højdeforskel, men der er en god gang teknisk svær klatring med stor oppakning imellem de to camps. Det tager derfor omkring 5-6 timer, uden stop, at komme fra camp 1 op til camp 2. Der er meget lidt plads til teltene – især i camp 2 – så de er smidt ind mellem store klippestykker, der ikke giver mulighed for en ordentlig opsætning med god og flad bund. I modsætning til base camp, hvor vi har bløde liggeunderlag, har vi i camp 1 og 2 kun en meget tynd skummadras, vi selv slæber op. Du er derfor nødt til at krølle dig rundt om den sten, som af en eller anden grund altid er lige der, hvor din hofte naturligt ville være.

Teltene er som regel klistret på næsten lodrette bjergvægge, så når man skal ud af teltet, er det vigtigt at huske at gå til den rigtige side. Vælger du den forkerte side, ender du 300 m længere nede.

Højspændt stemning inden toppen

Stemningen er højspændt lige før den endelige klatring mod toppen, da al forberedelse skal kulminere indenfor få dage. Tvivlen og frygten for ikke at lykkes, sidder i baghovedet på os alle.

Så er det godt at kende hinandens gode og dårlige sider, da den mindste ting kan virke voldsomt irriterende. Pladsen i teltet er trang, så det er vigtigt at fordele tiden for hvem, der venter, pakker ud, smelter is og forbereder mad, så vi ikke står oven i hinanden.

Da Steve, Rob og jeg alle tre havde sovet, pruttet, snorket og delt telt på skift, var vi efterhånden blevet ret gode til at give plads – og til at ignorere de mest irriterende vaner som vi hver især har.

Efter endeligt at være ankommet til camp 2 sent om eftermiddagen, var det vigtigt at få pakket det hele ud hurtigt, smeltet vand, spist og klargjort klatregrej og andet til nattens klatring.

Steve var ”totally wasted” som han selv sagde det. Jeg delte telt med ham, og fordi jeg før havde fået god hjælp af ham, da jeg var i knæ tidligere på turen, bad jeg ham lægge sig ind i teltet og hvile. Jeg begyndte derefter hurtigt at smelte is til drikkevand og mad til os begge.

På en ekspedition som denne til Ama Dablam er det normalt den enkeltes eget ansvar at sørge for egne behov, og egentlig være sig selv nærmest. Alligevel hjalp vi hinanden undervejs. Især under min krise efter Lobuche, var Steve og Rob meget støttende og hjælpsomme, hvilket var godt for min moral og motivation for at fortsætte.

Det er yderst afgørende at spise og drikke, hvis man er udmattet. Det var især vigtigt, fordi vi skulle afsted mod toppen senere samme nat. Steve og jeg havde det heldigvis begge meget bedre efter at have fyldt ny energi på tanken.

Efter få søvnløse timer skulle vi ud af soveposen klokken 23, for at gøre os klar til afgang mod toppen klokken 1.

Løse klippeblokke ovenfor camp 2

Steve, Rob og jeg stod udenfor teltene og var klar til at klatre kl. 1 som aftalt, men de 2 sherpa´er, Pempa og Passang, som skulle hjælpe med at finde vej, var først klar til at klatre lidt efter klokken 2. Heldigvis var det en vindstille og ikke alt for kold nat. Altså, tæt på perfekte klatreforhold. Ellers kunne det være ødelæggende for vores forsøg, da vi risikerede forfrysninger, mens vi ventede.

Fra camp 2 er der ca. 850 højdemeter til toppen. Det lyder ikke af så meget, men det er hele vejen meget hård klatring på stejl klippe og is. Klipperne var nogle steder meget løse, så vi måtte klatre med stor forsigtighed. Flere gange, i snævre passager, klatrede vi kun én ad gangen for ikke at risikere at løsne store klippeblokke, der kunne falde ned på andre. Det var desværre sket for en australier, der mistede livet i ”Grey couloir” – en stejl passage lige oven over camp 2 – kun to uger før, vores ekspedition kom på bjerget!

Summit, summit, Sir !

Efter Grey Couloir klatrede vi udelukkende på is. Der var næsten ingen naturlige muligheder for pauser undervejs, så det føltes som én uendelig klatring. På et tidspunkt råber Passang: Summit, summit, Sir! Men vi er alle meget trætte, og det sidste man gider høre på, er endnu en falsk top. Det viste sig dog hurtigt at holde stik. Efter  næsten 11 timers vedholdende klatring fra camp 2, stod vi alle 3 på toppen.

At nå toppen af det ikoniske bjerg var vigtigt for os alle tre. For Rob, som havde været på så mange trekking toppe og lavere bjerge, men ikke et så teknisk svært som Ama Dablam. For Steve, der lige som jeg selv, uden held havde forsøgt sig på bjerget før. For mig at finde ud af, om jeg overhovedet kunne komme op på ekstremt høje bjerge igen.

Jeg var glad, rørt og utroligt lettet over at stå der – ikke mindst fordi jeg både forrige år og også denne gang havde haft så store problemer og modgang. Jeg var meget træt og godt brugt, men ikke fuldstændig udmattet, da jeg hele vejen op havde passet på ikke at være i det røde felt for længe ad gangen, mest på grund af min usikkerhed på min styrke og frygten for ikke at komme op.

Toppen er kun halvvejen

Målet for ekspeditionen denne gang var helt klart at komme på toppen – mere end ”rejsen dertil”, men toppen er kun halvvejen. Vi skulle hele vejen ned til camp 2 igen, og det var ad den samme vej som op. Det krævede derfor meget vanskelig klatring nedad og ikke mindst vanvittig mange abseils, hvor man firer sig ned på reb med en rebbremse, også kaldet et ”ottetal”. En teknisk klatremanøvre, hvor den mindste fejl eller manglende check af sikkerheden kan være fatal. Oveni de mange svære abseils, og den tiltagende træthed, var det blevet sent, og vi klatrede derfor ned de sidste 4 timer i mørke. Som sidste mand på rebene, havde jeg ekstra meget ventetid, og ekstra travlt, da alle foran mig skulle ud af rebene, før jeg kunne begynde at abseile.

Mørket indhenter os

At klatre opad i mørke er svært nok, men her har man hænder og fødder, lys og orientering ind mod bjerget og al fokus op ad bjerget. At komme ned i mørke er som at fire sig ned i intetheden, da man hverken kan vende sig, se ned eller få lys på det, du er på vej ned i – simpelthen et sort hul. Samtidig begyndte de våde reb at fryse til is og blive helt stive, så det nogle gange var umuligt at få dem gennem rebbremsen.

Trætheden mærkes nu helt ind til benet, og frygten lurer i baghovedet – én fejl og du er færdig! Det fik mig igen til at fokusere på at tage det roligt, finde de rigtige reb at fire ned på og sikre, at mit abseilsystem var korrekt ved at tjekke, tjekke og tjekke – igen og igen – hele vejen tilbage til camp 2.

Den forkerte vej

På et tidspunkt brugte jeg et forkert reb og kom ikke ned til ankerpunktet, hvor næste abseil begyndte. Jeg blev derfor nødt til at hægte mig af rebet og klatre på tværs og op til det rigtige punkt. Helt usikret, og i det røde felt af at skulle klatre opad igen, nåede jeg ankeret, helt udmattet og totalt udsolgt. Jeg måtte hænge i ankeret i lang tid, før jeg overhovedet magtede at binde mig i rebet og begynde på den næste nedfiring. Det var en yderst skræmmende og farlig episode under nedstigningen.

Endelig tilbage i camp 2 efter 18 timer!

Endelig! Klokken 21 om aftenen – 18 timer efter vi forlod camp 2, var alle tre om sider tilbage i camp´en.
Vi var alle helt udmattede. Jeg fandt de sidste reserver frem og gik i gang med at smelte is til Steve og jeg, som delte telt. Vi var meget dehydrerede og havde for længst drukket det sidste væske, vi havde med os på bjerget. Vi havde heller ikke spist andet end chokoladebarer og vingummibamser, siden vi forlod camp 2 – alle energireserver var opbrugte.

Så, selv efter vi var kommet ned fra toppen, var vi stadig i 6000 m, og det var altafgørende, at vi fik genetableret vores væskebalance og få spist lidt.

Efter at have smeltet nok til at fylde vores flasker og få lavet mad, faldt jeg omkuld i min sovepose. Der var nu gået 4 timer, siden jeg var landet i camp 2.

Bagsiden af medaljen

Til historien hører desværre, at vores ekspedition blev ramt af en stor tragedie. Det fik fatale konsekvenser for én i vores trekløver, som havde været sammen hele vejen fra Kathmandu.

Steve var meget udmattet, da vi nåede toppen og kom med stor besvær tilbage til camp 2. Tilbage i Camp 2 fik han i løbet af natten alvorlig højdesyge og trods ihærdige forsøg kom han ikke ned fra camp 2 i live. Det var et enormt hårdt slag for vores lille 3-mandsteam og for hele ekspeditionen. Den tragiske hændelse har haft stor betydning for mine egne overvejelser om min fremtid i de største bjerge.

Drømmen udlevet – hvad så nu?

De tragiske oplevelser på bjerget og den hårde kamp, jeg havde været igennem med mange tilbageslag, fik mig til at tænke over, hvad jeg egentlig havde gang i.

Hvad er det, jeg jagter? Hvad betyder noget? Hvad vil jeg i stedet?  

Selvom det endte med, at det lykkedes mig at komme på toppen, havde jeg undervejs og bagefter en tydelig følelse af at være meget lille, bange og sårbar. Jeg mærkede frygten for at fejle og ikke kunne fortsætte med det, jeg elsker at gøre – eller endnu værre: ikke at overleve.

Forrige år skulle jeg bevise, at jeg bestemt kunne følge med – og i mange tilfælde satte jeg tempoet i front, og derved brændte jeg alt for meget energi af, så jeg ikke nåede toppen. Denne gang betød frygten for at fejle, at jeg i min forberedelse og på de sidste altafgørende dage med topforsøget, altid havde gemt overskud til at holde et jævnt klatretempo, komme godt på toppen og sikkert tilbage igen.

Hvordan kan frygt og bjergbestigning gå hånd i hånd ?

Som jeg indledte, fik frygten mig til at lykkes ved at holde igen, hele tiden passe på og gøre ting, jeg normalt ville negligere eller overse. Jeg er derfor taknemmelig over, at i stedet for at feje den til side, som jeg normalt ville gøre, så jeg frygten i øjnene, accepterede min sårbarhed og brugte frygten positivt til at passe ekstra på og skabe fokus hele vejen i forberedelserne, helt op på toppen og tilbage igen.

Jeg kom igennem mine problemer og tilbageslagene undervejs, overvandt min frygt for at fejle, og jeg lykkedes med at komme hele vejen til toppen i mit livs hårdeste klatring.

Erkendelserne

Jeg erkender nu, at jeg jo “bare” er en midaldrende familiemand, som stadig gerne vil klatre og lave hårde og til tider ekstreme ting. Men det behøver jo ikke være farligt, for at være en spændende oplevelse. Der skal være plads til mere nydelse i det, jeg laver – i særdeleshed det, jeg laver med min kone, familie og gode venner.

Efter nu at have sundet mig i de hjemlige omgivelser, er jeg stadig afklaret med, at jeg er færdig med at sætte livet på spil på de helt ekstreme bjerge, hvor den altid indbyggede fare er for stor.

Jeg er dog også i tænkeboks om andre eventyr, som kan være strabadserende, men uden nødvendigvis de objektive farer, der er forbundet med ekstreme højder.

Undervejs i alle mine overvejelser og refleksioner, har Gitte været en uvurderlig partner i at afsøge muligheder fremad for mig og for os, og ikke mindst at fastholde mig i de ændringer, jeg dybtfølt har besluttet at gennemføre. Ændringer, som rører ved noget fundamentalt i mig, og som skal indarbejdes i mit nye “jeg”. Jeg kan hilse og sige, at det er absolut ikke let for et midaldrende stædigt æsel, sådan lige er til at lave om på det.

Det ville have været lettere bare at fortsætte i samme spor. Men spørgsmålet er, om det ville være klogt at gøre. Tænk hvis netop det spor også kunne få fatale konsekvenser for mit liv.

Flere nuancer på palletten

Gitte og jeg har sammen re-kaliberet hvad, det er vi vil bruge tiden på – hver for sig og sammen – uden at det nødvendigvis skal indebære bjerge hver gang. Der skal være tid til både let og hårdt, varmt og koldt, nær og fjern, strand og bjerg og alle de nuancer på paletten, der giver livet krydderi og spændende oplevelser. Oplevelser og eventyr, som helt sikkert også vil give nye fortællinger at dele.

Ama Dablam ekspedition 2017:

I did not summit – but kept my promises

Ama Dablam ekspedition 2018:

I did summit – and made new promises